Det kan gå hurtigt i dansk politik. Det måtte Merete Scheelsbeck sande, da hun i april blev kaldt ind som nyt folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, så Rasmus Jarlov kunne gå på orlov for at passe sin virksomhed.
Selvom Merete ikke har været Christiansborgpolitiker før, så er hun langt fra uerfaren i dansk politik.
Hun har næsten 12 års erfaring med kommunalpolitik og var i 2006 med til at vinde valget i Høje-Taastrup Kommune og dermed den borgmesterpost, som Michael Ziegler har siddet på lige siden.
Merete var også med på partiets første talenthold og er igen at finde i det nye talentprogram.
Så det var en erfaren suppleant, der den 1. maj tog hul på halvanden måneds folketingsarbejde.
”Selvom der selvfølgelig er mange forskelle på lands- og lokalpolitik, så har jeg naturligvis kunne drage nytte af mine lokalpolitiske erfaringer”, lyder det fra Merete Scheelsbeck, som har haft trafikstøj på vestegnen som en af sine lokale mærkesager.
Merete trak sig som folketingskandidat i 2016, og Ole Stephensen har nu overtaget de kredse, som hun var opstillet i. ”Næsten alle spørger mig, om jeg ikke fortryder, at jeg har trukket mig som kandidat, nu hvor jeg har prøvet at sidde i folketinget. Men nej det gør jeg ikke. Det var en meget bevidst og velovervejet beslutning, da jeg trak mig som kandidat. Jeg ville gerne have tid til at passe mit byrådsarbejde, dyrke min erhvervskarriere og stifte en familie. I den ligning kunne jeg bare ikke få et folketingskandidatur til at passe ind – i hvert fald ikke hvis jeg skulle bruge den på det, som de opstillende vælgerforeninger fortjener, at man gør. Men mine 6 uger som vikar i folketinget har bestemt sat sig nogle spor og arbejdet herinde er vældigt spændende og vigtigt – så jeg kunne sagtens se mig selv opstillet til folketinget igen om nogle år.”
Mandag d. 1. maj
Jeg snød lidt. Egentlig skulle jeg først begynde den 2. maj, men da jeg havde fået at vide, at ”mit” kontor ville stå tomt, så kunne jeg alligevel ikke holde mig væk. Det var en mødefri dag, da alle de røde var ude at fejre 1. maj, så jeg nød lige at kunne bruge en dag på at falde på plads og få læst en masse op på sagerne.
Tirsdag d. 2. maj
På den første ”rigtige” dag blev jeg bare kastet ud i det. På gruppemødet blev der taget godt imod mig. Her deltager både folketingsgruppen, vores ministre og nogle medarbejdere. Mette sidder for bordenden og styrer slagets gang. Efterfølgende var vi i salen for at stemme. Det var en særlig og meget fin oplevelse. Senere i salen skulle jeg på talerstolen og tale om først CETA (frihandelsaftalen mellem EU og Canada) og et beslutningsforslag i forlængelse af BREXIT. Det var en ret stor oplevelse at tale fra landets vigtigste talerstol – og jeg er glad for at både min mor, bror og kæreste ”heppede” på mig fra tilhørerpladserne.
Onsdag d. 3. maj
Nu var jeg ligesom i gang, og så kørte møllen bare. Onsdag var jeg blandt andet til ordførermøde i Transportministeriet, hvor vi drøftede de aktuelle sager på området. Udover den politiske dagsorden blev der også talt en del om biler – ingen var synderligt imponeret over mit ejerskab af en Citroen C1.
Torsdag d. 4. maj
Dagen stod på diverse forhandlingsmøder – blandt andet et i beskæftigelsesministeriet om Arbejdsmarkedets Feriefond. Efter vores gruppemøde tog vi til den månedlige fællessang, hvilket er en forholdsvis ny tradition på Christiansborg. I anledningen af Danmarks befrielse sang vi En lærke letted. Det var meget smukt og der var ikke et øje tørt.
Fredag d. 5. maj
Fredag var jeg blandt andet dommer i Samfundscup. Her konkurrerer gymnasieklasser om, hvem der kan finde den bedste og mest innovative løsning på et samfundsproblem. Det var svært at vælge mellem de otte spændende projekter. Vinderen blev Egaa Gymnasium med projektet Bootcamp for stille piger.