22. årgang | nr. 2 | juni 2017

Kærlighed og konsekvens

Tidligere på foråret forhandlede justitsminister – og ikke mindst partiformand – Søren Pape en stor rocker- og bandepakke på plads med bred opbakning fra Folketingets partier. Et halvt år som justitsminister er nu gået, og PH har talt med Pape om indholdet af bandepakken og spurgt ind til, hvad hans næste initiativer på retsområder bliver. 

I dit første halve år som justitsminister har du ikke lagt skjul på, at du er ’tough on crime’. Hvor kommer den indstilling fra? 

”Den kommer hjemmefra, og det er sådan set meget enkelt: Det kommer fra en egentlig ganske elementær holdning om, at vi skal behandle hinanden godt og ordentligt, og hvis nogen ikke gør det, så skal vi selvfølgelig slå hårdt ned på det. For mig er det en af de allervigtigste værdier, at vi kan færdes trygt og godt i vores lille land, og det er derfor, jeg tager det så alvorligt, når nogen truer den frihed. Når vi så kunne konstatere, at der alene sidste år var hele 54 skudepisoder, som havde tilknytning til rocker- og bandekonflikter, så var det på tide at sætte hårdt ind, for det var faktisk tre gange mere end året før.” 

Hvilke dele af bandepakken er du mest glad for? 

”Jeg vil egentlig ikke sige, at jeg er glad for noget af det, for jeg så jo allerhelst, at vi slet ikke havde behov for det. Og jeg sætter jo ikke hårdt ind for sjov. Men jeg er meget tilfreds med, at vi eksempelvis har fordoblet fængselsstraffen for ulovlig våbenbesiddelse og skyderi i det offentlige rum, og at rockere og andre bandemedlemmer nu kan idømmes et forbud mod at vise sig i områder, som de tidligere har belastet med kriminalitet. Det er to ting, der forhåbentligt vil ramme de kriminelle hårdt, men det har jeg det helt fint med. For hvis de er trætte af hårdere straffe, kan de bare blive lovlydige borgere som os andre.” 

Hvilken effekt vil rocker- og bandepakken have på kriminaliteten, tror du? 

”Det er nok for tidligt at gætte på, og jeg vil i hvert fald ikke begive mig ud i at sætte tal på noget. Men først og fremmest så krydser jeg fingre for, at det vil få nogle af landets mest kriminelle typer til at tænke lidt mere over, hvilke konsekvenser deres vanvittige handlinger har – også for dem selv. Og så vil jeg også gerne understrege, at dømte kriminelle i hvert fald ikke kan lave ny voldskriminalitet på gaden, så længe de sidder i spjældet, og det er faktisk en selvstændig pointe for mig, som vi normalt ikke hører så meget til i den offentlige debat, når vi debatterer straf kontra forebyggelse.” 

Tror du, at hårdere straffe virker mod hårdkogt kriminelle? 

”Jeg har gentagne gange kaldt rocker- og bandepakken for en jernnævne mod organiseret kriminalitet. Og jeg har også været helt ærlig omkring, at ordet forebyggelse ikke er nævnt i den aftale. Det er helt bevidst, fordi jeg mente, at det var vigtigt, at der hurtigt og effektivt blev sikret hårdere straffe til nogle af dem, der skabte utryghed. Men konservativ retspolitik er i mine øjne både jernnæve og forebyggelse – jernnæven primært til de ekstremt kriminelle typer, som vi bare skal have væk fra gaden hurtigst muligt, og forebyggelse primært henvendt til vores børn og unge, så vi mindsker risiciene for, at de havner i kløerne på de kriminelle.” 

Hvad bliver noget af det næste, vi ser fra dig på retsområdet?

”Konservativ retspolitik er som sagt både jernnæve og forebyggelse, og når jeg med bandepakken har sendt jernnæven af sted mod de mest kriminelle, så skal der jo også komme noget af mere forebyggende karakter. Sådan hænger det sammen i min verden, for intet af det kan stå mutters alene. Derfor vil jeg meget snart komme med en ny pakke på ungdomskriminalitet, og den pakke vil indeholde flere forskellige forebyggende initiativer. Jeg ved selv fra min tid som SSP-medarbejder, at vi skal have lukket hanerne til de dybt kriminelle miljøer, og der er forebyggelse rigtig vigtigt.” 

Nogle af de vigtigste elementer i den nye bandepakke