22. årgang | nr. 2 | juni 2017

Portræt af Merete Scheelsbeck:
Når man pludselig skal være folketingsmedlem

Det kan gå hurtigt i dansk politik. Det måtte Merete Scheelsbeck sande, da hun i april blev kaldt ind som nyt folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, så Rasmus Jarlov kunne gå på orlov for at passe sin virksomhed.  
Selvom Merete ikke har været Christiansborgpolitiker før, så er hun langt fra uerfaren i dansk politik.  
Hun har næsten 12 års erfaring med kommunalpolitik og var i 2006 med til at vinde valget i Høje-Taastrup Kommune og dermed den borgmesterpost, som Michael Ziegler har siddet på lige siden.  
Merete var også med på partiets første talenthold og er igen at finde i det nye talentprogram.  
Så det var en erfaren suppleant, der den 1. maj tog hul på halvanden måneds folketingsarbejde.  
”Selvom der selvfølgelig er mange forskelle på lands- og lokalpolitik, så har jeg naturligvis kunne drage nytte af mine lokalpolitiske erfaringer”, lyder det fra Merete Scheelsbeck, som har haft trafikstøj på vestegnen som en af sine lokale mærkesager.

Har Christiansborg givet lyst til mere?

Merete trak sig som folketingskandidat i 2016, og Ole Stephensen har nu overtaget de kredse, som hun var opstillet i. ”Næsten alle spørger mig, om jeg ikke fortryder, at jeg har trukket mig som kandidat, nu hvor jeg har prøvet at sidde i folketinget. Men nej det gør jeg ikke. Det var en meget bevidst og velovervejet beslutning, da jeg trak mig som kandidat. Jeg ville gerne have tid til at passe mit byrådsarbejde, dyrke min erhvervskarriere og stifte en familie. I den ligning kunne jeg bare ikke få et folketingskandidatur til at passe ind – i hvert fald ikke hvis jeg skulle bruge den på det, som de opstillende vælgerforeninger fortjener, at man gør. Men mine 6 uger som vikar i folketinget har bestemt sat sig nogle spor og arbejdet herinde er vældigt spændende og vigtigt – så jeg kunne sagtens se mig selv opstillet til folketinget igen om nogle år.”

Fakta om Merete:

  • Født i 1986 og bosat i Taastrup sammen med kæresten Anders
  • Uddannet Cand.merc fra Copenhagen Business School
  • Byrådsmedlem i Høje-Taastrup fra 1. januar 2006. Formand for Fritids- og Kulturudvalget samt medlem af Økonomiudvalget
  • Kommunikationskonsulent i Midt- og Vestsjællands Politi
  • Ordførerskaber: Beskæftigelse, EU og Europa, Transport, Grønland og Færøerne
  • Fritid: Løb, rejser og familien