22. årgang | nr. 2 | juni 2017

Ole Stephensen
God, gammeldags anstændighed

De fleste kender den nu 61-årige Ole Stephensen som den pæne steward, Walter, i filmen ”Op på fars hat” – eller måske kender flere ham som den folkekære vært i TV2´s fredagsprogram Eleva2ren. Ole Stephensen er en mand med mange titler og talenter, samt et CV der formentligt er længere end de flestes. Tidligere på året – den 26. januar for at være helt præcis – blev der tilføjet endnu et punkt til CV’et, da Ole Stephensen bekendtgjorde, at han stiller op til Folketinget for Det Konservative Folkeparti.
Politisk Horisont har mødt Ole Stephensen i hans villa i Vangede til en snak om hans fremtid som konservativ politiker, og hvad han mener at kunne tilføre dansk politik. 

De konservative værdier

De to hvide statuer af hunde er det første man spotter, når man nærmer sig familien Stephensens hus. Så snart man træder indenfor, når Ole Stephensen knap nok at sige hej, før hans to hunde kommer løbende ud for at hilse på. Den ene hund fandt familien i en skraldespand i Rom. Den blev hurtigt bragt til Danmark, hvor den kom i bedring og bor nu i det gule murstenshus i Vangede. Et hus, der udefra viser interessen for de firbenede, og indefra oser af kreativitet – ikke mindst den to meter høje kontrabas, der er placeret midt i stuen, og som Ole Stephensen velvilligt giver et nummer på.
Ole Stephensen er ikke kun en mand med mange talenter, han er også en mand med mange interesser. For nylig blev politik en officiel interesse, da han meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti. At han en dag – måske – ender i Folketinget kom som en overraskelse for mange. Selv fortæller Ole Stephensen, at lysten til at blive politisk aktiv har prikket til ham i mange år.
”Det er vel omtrent 10 år siden, at idéen plantede sig for første gang. Jeg har, som journalist, altid været vant til at stille spørgsmål. Nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg har lyst til at give svarene.
Til spørgsmålet om hvorfor det skulle tage 10 år, før han blev medlem af det Konservative Folkeparti og senere valgte at stille op til Folketinget, svarer han: ”Jeg er af den årgang, hvor man som journalist ikke bekender kulør. Man viser ikke sit standpunkt. Det dræber den journalistiske objektivitet. Men for mig at se, er det meget gammeldags. Jeg producerer journalistik præcis som før jeg meldte mig ind i Det Konservative Folkeparti”.
Hvorfor valget faldt på Det Konservative Folkeparti giver god mening, når man sidder over for Ole Stephensen og taler politik med ham. Så bliver det tydeligt, at det især er de konservative værdier, der gør den traditionsbundne mand konservativ: ”Jeg tror, at Det Konservative Folkeparti kommer langt med at værne om fædrelandet, de gamle traditioner og kongehuset. I denne tid vi befinder os i, hvor det hele går lidt stærkt, har vi hårdt brug for de værdier, så vi ikke mister os selv”. 

Savner mangfoldigheden 

Siden Ole Stephensen i 1978 blev færdiguddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole, har hans karriere været i rivende fart. Han har arbejdet som både instruktør, redaktør, producent, vært og skuespiller. Roller som han selv mener gør ham til en stærk politisk kandidat: ”Jeg kommer med en stor erfaringsballast. Jeg har været igennem flere op- og nedture, haft svært ved at finde job og har måtte tænke alternativt for at få det til at løbe rundt økonomisk. Det er en erfaring, man ikke kan læse sig til. Og en erfaring som gør mig folkelig”. 
Som journalist har Ole Stephensen interviewet en god portion af Christiansborgspolitikere – særligt i sin tid som vært på Go´ Morgen Danmark – og her har han ofte savnet mangfoldighed: ”Christiansborg er blevet et karriereræs. Der er ikke meget plads til den almindelige arbejder. Når man kigger på gruppen af politikere, så har mange af dem enten været formænd i ungdomspartierne eller bærer titlen Cand. scient. pol. Jeg savner ”arbejdsmanden” på Christiansborg. Derfor tror jeg, at min stemme er yderst relevant”. 
Når vi nu er i gang med at kigge tilbage i tiden, så mangler samfundet anstændigheden, ordentligheden og (til tider) den sunde fornuft. Klichéen om ”de gode gamle dage” lever i bedste velgående hos Ole Stephensen, og det er da også de værdier, som han mener Det Konservative Folkeparti afspejler: ”Der er for meget mudderkastning inde på Christiansborg. For mig at se, er det en styrke, at vores politikere fra Det Konservative Folkeparti altid har respekten for øje, når vi går i dialog med andre politikere. Vi er et yderst anstændigt parti, og det er noget jeg er meget stolt af at være blevet en del af”.

Enkelthed, gennemsigtighed og forståelse

Efter at Ole Stephensen i januar bekendte politisk kulør og fortalte, at han stillede op til Folketinget, er han ofte blevet stillet spørgsmålet: ”Hvad kan du tilføje dansk politik”. Her er han ikke et sekund i tvivl. Enkelthed, gennemsigtighed og forståelse er de tre begreber, som Ole Stephensen håber at få indført i dansk politik. Især vil han kæmpe for den sociale omsorg og forsøge at få mindsket indrapporteringspligten, som mange sundhedsansatte er pålagt. Rent ud sagt, så ønsker han at gøre det hele mere enkelt og give nogle svar på de spørgsmål – han som journalist – forgæves altid har forsøgt at få svar på:
”Mit mål er at få formuleret nogle af de svar befolkningen mangler, og at få debatten tilbage på et urbant niveau. Jeg ønsker at få den sunde fornuft ind på borgen og ikke mindst rydde op i al det administrative besvær, som sundhedspersonalet er underlagt”.

Jeg har, som journalist, altid været vant til at stille spørgsmål. Nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg har lyst til at give svarene