24. årgang | nr. 3 | sep 2018

Del via:

Flere danskere skal ud i naturen

Nu får Danmark en ny naturkanon. En nedsat jury skal – med hjælp fra danskerne – udvælge 15 spændende og spektakulære steder rundt om i landet, som er et besøg værd. Håbet er, at endnu flere danskere får øjnene op for de danske naturperler, siger Mette Abildgaard.

Da Det Konservative Folkeparti gik i regering tilbage i 2016, var en ny naturkanon én af de ting, der blev skrevet ind i regeringsgrundlaget. Den 22. august 2018 blev det så endelig tid til, at den nye naturkanon skulle rulles ud. Mette Abildgaard er en af initiativtagerne, og hun glæder sig til at starte arbejdet:

”Jeg har set frem til at komme i gang med arbejdet omkring den nye naturkanon. Vi skal simpelthen få endnu flere danskeres øjne op for den fantastiske natur, vi har at byde på her i Danmark”, siger hun.

Ny naturkanon er for folket

I 2009 lancerede den daværende regering ellers en naturkanon. Den bestod af 216 udvalgte ting, opdelt i specifikke kategorier – eksempelvis var en af kategorierne ”sten”. I modsætning til den gamle, skal den nye naturkanon munde ud i, at der blot står 15 steder tilbage. Steder, som enhver kan tage ud og besøge.

”Der er brug for en ny naturkanon, fordi vi skal have endnu flere danskere til at benytte naturen. Jeg tror på, at når man benytter naturen, er der langt større sandsynlighed for, at man også beskytter den. Og det har vi brug for – at flere passer på vores værdifulde natur”, siger Mette Abildgaard og fortsætter:

”Hvor den gamle naturkanon var virkelig detaljeret, er den nye naturkanon mere lige til. Den er for folket, ikke fagfolket. De udvalgte steder skal kunne opleves af alle, og så skal de have noget skønhedsværdi. Noget der giver en følelse af stolthed”.

Processen er vigtig

Vejen til den nye naturkanon vil være opdelt i to faser. I første omgang får danskerne og landets kommuner mulighed for at melde deres yndlingsnatursted ind frem til den 23. september. På den baggrund vil en nedsat jury nominere 30 steder, der er fordelt geografisk i hele landet.

I næste fase, fra den 8. oktober til den 4. november, kan man advokere for sin favorit ved at dele naturoplevelser fra de 30 steder på kampagnens hjemmeside. Det hele munder ud i, at juryen udvælger 15 steder geografisk fordelt i Danmark.

Og spørger man Mette Abildgaard er processen alt andet end ligegyldig:

”Processen er meget vigtig. Vi beder danskerne om at forholde sig til naturen – og ved at forholde sig til naturen tror jeg, at man bliver mere bevidst om den. Og så håber jeg, at der kommer lidt konkurrencestemning, hvor de forskellige landsdele kæmper for deres naturperler”, siger den konservative miljøordfører.

Naturoplevelser skal gives videre

I en digitaliseret verden med mobiltelefoner, iPads og computere bliver naturen en stadigt mindre del af vores hverdag. Men det skal der altså nu laves om på, hvis man spørger Mette Abildgaard. I en hverdag fyldt med arbejde, telefoner der ringer og madlavning, kan naturen nemlig være det pusterum, mange går og sukker efter:

”Når man er i naturen har man det godt, og den virker ekstremt afstressende”, siger hun og vender så opmærksomheden på de yngste generationer:

Og så ved vi desværre, at børn i dag kun er halvt så meget i naturen som deres bedsteforældre. Det vil jeg gerne være med til at ændre på. Så det handler altså også om at give naturoplevelser videre til de kommende generationer”, afslutter Mette Abildgaard.