K indfrier valgløfter
Lavere el-afgifter for forlystelsesparkerer, bedre internetforbindelser i landdistrikter og billigere færgebilletter er tre punkter, som K havde i sit vækstudspil fra før valget. Nu er der flueben ved alle tre valgløfter.
“Det er en fornøjelse at kunne levere politik direkte fra Det Konservative Folkepartis eget vækstudspil fra 2014. Vi er ikke færdige med at lette skatter og afgifter, men hver gang vi streger noget fra listen, bliver vi gladere,” siger den konservative skatte- og erhvervsordfører Brian Mikkelsen.
Særligt er Brian Mikkelsen stolt af at have forhandlet 30 millioner kroner hjem til lavere el-afgifter for forlystelsesparker, der har været hårdt ramt af afgifterne. Med aftalen er der udsigt til flere arbejdspladser og bedre vilkår for turismen.
Aftalen kommer hele landet til gavn, men især yderområderne har grund til at glæde sig. Her fik Det Konservative Folkeparti gennemført, at mobil- og bredbåndsdækning bliver udrullet i hele landet, og at øboere nu kan se frem til, at færgepriserne bliver billigere, end de var i går.
”Infrastruktur er både en fysisk og digital størrelse. Derfor er jeg glad for, at vi nu styrker adgangen til internettet i alt fra Thyborøn til Tingsted, og det bliver billigere at komme til og fra vores dejlige, danske øer. Det er godt, hvis man bor på øerne, hvis man vil besøge øerne, eller tjener penge på, at nogen besøger øerne.”