Det handler om ordentlighed
Redigeret udgave bragt i TV2 d. 24 februar 2016
Den aktuelle sag om miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen handler hverken om miljø, om fødevarer eller om landbrug. Den handler om respekt for Folketinget og offentligheden, om vildledning og mest af alt om ordentlighed.
For mig er det helt enkelt. Vi støtter selvfølgelig op om den landbrugspakke, som vi er blevet enige med de andre borgerlige partier om, når den torsdag skal stemmes igennem i folketingssalen.
For det skal i hvert fald ikke ende med, at dansk landbrug tages som gidsel i en sag om vildledning fra en minister. Vi kunne ikke drømme om at springe fra en aftale, når tusindvis af familier i landbrugsdanmark har brug for mere tryghed og for flere muligheder for deres erhverv. Så landbrugspakken ligger fast.
Men offentligheden skal have tillid til, at en regering og en minister fremlægger retvisende og fyldestgørende oplysninger, når vigtige love skal behandles og vedtages. Det burde give sig selv, men i denne sag har vi desværre været vidner til en minister, der først – i bedste fald – vildleder forligspartnere og offentlighed, og som siden stædigt holder fast i, at de vildledende tal er korrekte.
Det sidste vel at mærke, selvom syv ud af syv eksperter sidder på et offentligt møde i Folketinget og undsiger ministerens regnemetoder som vildledende og ikke retvisende. Det er helt grotesk.
Vi tager vores parlamentariske arbejde meget alvorligt. Det er så vigtigt, at alle skal kunne være sikre på, at det forløber ordentligt. Det er i virkeligheden ikke mere indviklet end det, og det er også af den årsag, at jeg i går underrettede statsministeren om, at vi i Det Konservative Folkeparti ikke længere har tillid til Eva Kjer Hansen som minister.
At sagen er kommet hertil, synes vi er bedrøveligt. Vi har generelt et godt samarbejde med Venstre-regeringen og dens ministre. Vi er glade for, at de har taget regeringsansvaret på sig, og vi bakker helt op om statsministeren.
Men vi kan ikke have tillid til en minister, der ikke giver retvisende oplysninger, når der forhandles politiske aftaler.