Vi vil ikke udvande dannelsen i gymnasierne
Forhandlingerne om en ny gymnasiereform er gået i gang, og vi har fra konservativ side lagt stor vægt på, at vi blandt andet ønsker mere dannelse ind i gymnasierne.
Mere dannelse er faktisk noget af det allervigtigste for os i hele denne forhandlingsproces, der skal munde ud i en aftale om en ny reform.
Regeringen foreslår dog, at de tre traditionelle dannelsesfag historie, oldtidskundskab og religion samles i én faggruppe for, som der står i regeringsudspillet, ”at styrke den humanistiske almendannelse.” Der skal så kun afholdes én mundtlig prøve.
Men dannelsen af de unge er alt for vigtig til, at vi vil gå på kompromis med det, og det absolut vigtigste for os i forhandlingerne om et nyt gymnasium er at sikre netop den almene dannelse. Ingen andre partier kæmper samme kamp.
Derfor må vi allerede nu sige klart og tydeligt, at vi ikke vil gå med til regeringens forslag om at slå vigtige dannelsesfag sammen. Vi vil ikke udvande de tre fag, som regeringen vil gøre ved at lægge dem sammen.
Det kommer vi ikke til at støtte.
Det her er meget vigtigt for os, fordi vi er bange for, at det kan blive et dannelsestab af de helt store. Selvom fagene ikke forringes timemæssigt, så vil det helt sikkert have en påvirkning på eleverne med en fælles eksamen, fordi de vil engagere sig meget mindre i fagene. Vi ved jo godt alle sammen, at eleverne vil gå mindre op i det, når det er én fælles eksamen i stedet for, at de kan blive udtrukket i hvert enkelt fag.
Der er ingen tvivl om, at hvis man lægger de tre fag sammen, vil de blive reduceret hver især.
Selvom der også er andre gymnasiefag, der sikrer den almene dannelse, har religion, oldtidskundskab og historie en helt særlig karakter. Det er fag, hvor man kritisk reflekterer, debatterer og får nogle filosofiske betragtninger.
Det har aldrig været vigtigere at sikre den, og derfor vil vi ikke være med til at udvande den.