Nu får veteraner bedre hjælp

Danske soldater sætter livet på spil for den frihed, vi ofte tager for givet. De skal have den hjælp, de fortjener.

Vi kan selv sikre et trygt Danmark. Det starter med en befolkning, der kan tage vare på sig selv. Og en tryg verden starter med nationer, der tager et internationalt ansvar for demokratiske værdier og sætter ind over for folkemord og diktatoriske regimer.

Den indsats koster. Også flere penge end vi bruger i dag. Derfor ønsker vi i Det Konservative Folkeparti at styrke vores forsvar. Det skal være langt stærkere, end det er i dag. For alternativet er langt værre, hvis vi ikke investerer i vores fælles tryghed.

Hul i loven lukket

Den største pris betales dog altid af de mænd og kvinder, der vælger at forsvare og kæmpe for vores bærende værdier. Danske soldater sætte livet på spil for den frihed, vi ofte tager for givet. De skal have den hjælp, de fortjener. Både når vi sender dem afsted på mission, men i lige så høj grad når de kommer hjem igen.

Vi er derfor glade for, at det er lykkedes os at lukke i hul i lovgivningen i dag, der gør veteranindsatsen bedre herhjemme. I flere år har danske krigsveteraner været kommunale kastebolde.

Problemet var, at de kommuner, hvor der ligger veteranhjem, med det samme overtog pligten til at udbetale sociale ydelser, når en veteran flyttede ind på et hjem. Også selvom veteranen aldrig tidligere havde boet i kommunen. På den måde kunne én kommune ende med mange kommuners udgifter. Det problem har vi i dag fået gjort op med i dag. Men der er meget mere, vi kan gøre.

Mere respekt for hjemvendte soldater

I dag sad jeg på vores gruppemøde over for en gruppe veteraner, der delte deres personlige historier med mig. Det er voldsomme fortællinger om soldater, der bliver sendt ud på mission, som så bliver klemt i et system, når de kommer hjem med sår på krop og sjæl.

En af de historier, vi kender fra offentligheden, er sagen om Kim Robin Poulsen. Han har som soldat tjent Danmark i flere omgange rundt om i verden blandt andet i Afghanistan som minerydder. Det har givet ar på sjælen, og han skriver derfor til Arbejdsskadestyrelsen for at få anerkendt sin PTSD-diagnose:

– Følelsen af at sidde og stikke efter miner og vide, at hvis du laver en fejl, er du færdig. Følelsen af at være fuldstændig hjælpeløs, hvis man blev angrebet, mens vi ryddede miner og granater, mens man ved, at Taliban er i nærheden.

Kim har oplevet at være under beskydning og blive personligt truet på livet flere gange. Alligevel afviser Arbejdsskadestyrelsen at anerkende Kims PTSD som en erhvervssygdom med begrundelsen om, at Kim ikke har været udsat for ”exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger”.

Det er simpelthen ikke godt nok! Når vi vælger at sende danske mænd og kvinder på mission, så skal der ikke stilles spørgsmålstegn ved, om det har været farligt eller ej. Hvad der er livstruende, kan og skal ikke gradbøjes. Og jeg vil sørge for, at vi får set den nuværende sagsbehandlingsform efter i sømmene.

For vi kan og skal gøre meget mere. Når vores uniformer vender hjem, så skal de modtages med tak og den nødvendige hjælp. Vi vil derfor have øremærket flere midler til styrkelse og etablering flere veteranhjem. Vores vision er, at der skal være minimum ét veterancenter i hver region. I dag er vi nået et skridt på vejen for en bedre veteranpolitik, men det er meget, der skal gøres endnu.