Inklusion må aldrig blive en spareøvelse

Ude på skolerne og i kommunerne skal man kigge på det enkelt barn og vurdere, hvad der vil styrke og gavne netop dette barn. Inklusion må aldrig blive en spareøvelse.

Det enkelte barns behov må aldrig gøres op i tal og statistikker. Derfor opfordrer jeg i dag Venstre-regeringen til at droppe målsætningen om, at 96 procent af alle elever i folkeskolen skal inkluderes i de almindelige klasser.

Inklusionsloven blev vedtaget i 2012, og det Konservative Folkeparti var en del af aftalen. Vi gik med i aftalen, fordi vi kunne se, at eleverne som blev ekskluderet og udskilt til specialundervisning ikke profiterede af denne. Vi ønskede, at flere elever fik en chance for at klare sig. Inklusionsloven betød, at elever med et støttebehov på mindre end 12 klokketimer om ugen skulle inkluderes i klasserne. Pengene fra specialområdet skulle følge med, således at børnene med særlige behov kunne få den støtte, de havde brug for i skolen.

Den tidligere regering indgik så en økonomiaftale med KL, hvor inklusion også blev inddraget. Pludselig skulle inklusion sættes på formel. En målsætning blev formuleret. Nu skulle 96% af alle elever inkluderes i et alment skoletilbud. Det virker som om, at både KL og den daværende regering glemte, at man ikke altid kan undervise elever med særlige behov i almindelige klasser. At forsøge alligevel, fordi det er besluttet i en økonomiaftale, at man skal, hjælper hverken de inkluderede børn eller de børn, der i forvejen går i klasserne.

Sidenhen har der været store problemer med inklusion. Det er ikke fordi der skulle flyttes så mange børn, men når inklusion ikke lykkes, så kan alle i klassen mærke det. Dertil er pengene ikke fuldt med fra specialområdet til almenområdet. For lad os sige det, som det er – for nogle har inklusion været en kærkommen spareøvelse. Til trods for at det ikke var hverken intention eller tanke fra Christiansborg. Her spiller målsætningen også ind. For jeg hører fra både forældre og kommunalpolitikere, at der er kommuner som strammer skruen. “Man skal jo komme tæt på målsætningen” forlyder det. Men her falder kæden af. For det må jo aldrig være jagten på en målsætning eller hede drømme om et besparelsespoteniale, som er afgørende for hvilke børn, der skal inkluderes og hvordan det skal ske.

Når vi så samtidig kan se, at læreren ikke har fået det nødvendige kompetenceløft til at kunne håndtere de elever, der kommer ind med et særligt støttebehov og socialpædagoger ikke er rykket med over i skolen, så efterlader det både den inkluderede elev, resten af klassen og læreren med en umulig opgave, som i den grad sætter hele klassen under pres. Det er ikke fair over for nogen.

Det bør være op til kommunerne og skolerne at vurdere, hvad der er bedst for børnene uden at have en rigid målsætning for øje.

Jeg ser frem til det kommende eftersyn af inklusionsloven, som er på trapperne og rygtes præsenteret i denne uge. Men forud for dette er mit klare budskab, at vi skal droppe 96%-målsætningen. Ude på skolerne og i kommunerne skal man kigge på det enkelt barn og vurdere, hvad der vil styrke og gavne netop dette barn. Inklusion må aldrig blive en spareøvelse.