Konservativ vedholdenhed sikrer 6.200 grønne arbejdspladser
Den grønne omstilling kommer til at nå nye højder, og over 6.200 nye private, grønne arbejdspladser er på vej til danskerne. Det står klart, efter aftalen om de nye havvindmøller flere kilometer ud for den jyske kyst faldt på plads torsdag aften.
”Vi har siden energiforliget fra 2012 kæmpet for at gennemfører det her forrygende projekt. Det sikrer både den grønne omstilling, sikrer tusindvis af helt nye, grønne arbejdspladser og ikke mindst tager særligt højde for vores miljø og natur,” udtaler den konservative miljøordfører Mette Abildgaard.
Flere partier har gentagne gange forsøgt at annullere eller udvande aftalen om havvindmøllerne, men det er altså lykkedes at holde fast i den oprindelige aftale, som nu betyder, at havvindmøllerne står klar i 2020 mindst fire kilometer fra den vestjyske kyst.
”Vi har hele tiden holdt fast i, at aftalen om havvindmøllerne skulle gennemføres. En aftale er en aftale. Og det er enormt vigtigt for os, at vi bevæger os hurtigere i retning af at blive uafhængige af fossiler brændstoffer. Nu gør vi det, samtidig med at vi sikrer 6.200 helt nye og grønne arbejdspladser. Det er både en fantastisk dag for dansk natur og for dansk erhvervsliv,” afslutter Mette Abildgaard.
For yderligere kommentarer, kontakt Mette Abildgaard på 61 62 46 42.