Understøttende undervisning skal afløses af kortere skoledage og mere kvalitet i fagtimerne
Det Konservative Folkeparti ønsker at gøre op med understøttende undervisning, som ikke har virket efter hensigten, lyder det nu fra partiets undervisningsordfører Mai Mercado.
– Vi kan se, at understøttende undervisning ikke fungerer, som det var tiltænkt med skolereformen, og derfor foreslår vi nu, at man bruger timerne bedre, siger Mai Mercado.
Undervisningsministeriet har oplyst til Det Konservative Folkeparti, at der kan frigives, hvad der svarer til op mod 3800 lærerårsværk fra folkeskolen, hvis man vælger at droppe den understøttende undervisning.
– Vi mener, at de mange lærertimer kan bruges langt bedre, end de bliver gjort i dag. Skolerne kan vælge at afkorte de lange skoledage, og i stedet bruge to lærere i vigtige fagtimer som dansk og matematik. Det vil være med til at sikre en højere kvalitet i timerne, og det vil gøre skoledagene kortere, som efter vores mening er blevet alt for lange nogle steder, siger Mai Mercado.
Konservative vil lytte til skoler og lærere
Der har været megen debat om skolereformen, og Det Konservative Folkeparti ønsker ikke med sit nye forslag, at landets skoler, skolelærere og elever skal ud i endnu en stor omvæltning. Men når en ny undersøgelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at skolereformen fra 2014 ikke har klaret at løfte fagligheden blandt de danske skolebørn, så bør der ifølge partiets undervisningsminister gives mere frihed tilbage til skolerne.
– Når vi kan se, at elementerne med understøttende undervisning ikke fungerer, så foreslår vi, at man i stedet fokuserer på det, som rent faktisk fungerer. Og det er mere kvalitet ind i fagtimerne og mere tid til den enkelte elev. Flere skoler har med succes fået tilladelse til at konvertere den understøttende undervisning til to-voksen ordninger og kortere skoledage, og derfor foreslår vi nu, at alle klassetrin på alle skoler får den mulighed, siger undervisningsordfører Mai Mercado.
Ifølge Undervisningsministeriet har 64 procent af landets skoler i dag benyttet sig af muligheden for at konvertere understøttende undervisning på udvalgte klassetrin til to-voksen ordninger i den eksisterende fagundervisning ved at benytte paragraf 16 B. Det viser, at man lokalt vurderer at ressourcerne er bedre brugt på denne måde.
Det har ifølge VIVE givet højere trivsel på mellemtrinnet særligt blandt børn med svag social baggrund. En rapport for Epinion i 2019 fortæller yderligere, at 87 procent af forældrene er tilfredse med beslutningen om at forkorte skoledagen og konvertere understøttende undervisning til to-voksne ordninger et år efter implementeringen.
For mere info og yderligere kommentarer kan følgende kontaktes:
Undervisningsordfører Mai Mercado: 61625084
Pressechef Filip Lauritzen: 61625039
Pressebilleder kan hentes ved nedenstående link. Husk at kreditere fotografen ved brug: https://konservative.dk/download/mai-mercado/