Vi oplever det dagligt. Især her i sommerperioden er det et stort problem, som vi ofte støder på, når vi nyder det danske sommervejr, benytter os af de danske strande eller går en tur i skoven. Natursvineri. Ikke nok med at det ødelægger glæden ved at bruge de offentlige udearealer – det er også permanent med til at ødelægge naturen. Derfor var det en stor glæde at se, at så mange vælgerforeninger igen i år støttede den landsdækkende affaldsindsamling den 2. april. Med sæk og havehandsker begav cirka 15 konservative vælgerforeninger sig ud i den danske natur og fik gjort forårsrent. På landsplan blev der samlet i alt 155.000 kilo affald ind – det er altså noget der kan ses, og noget som naturen kan mærke.
K handler på problemet
Den seneste tids historier om affald i naturen og den store interesse for Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling den 2. april bekræftede, at der er et behov for at tænke i nye baner for at holde naturen ren. Derfor kom Det Konservative Folkeparti med et politisk forslag i forbindelse med affaldsindsamlingsdagen. Forslaget går ud på, at Det Konservative Folkeparti vil undersøge mulighederne for at lade ansatte i kommunerne udstede administrative bøder for henkastning af affald i naturen. Når en opgørelse fra Miljøstyrelsen viser, at der i perioden fra april 2008 frem til juli 2015 kun blev udstedt 36 bødeforelæg for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven og miljøbeskyttelsesloven for henkastning af affald på gaden eller i naturen, så er vi nødt til at indføre andre værktøjer så vi kan stoppe natursvineriet. Forslaget blev mødt positivt fra både interesseorganisationer, vores politiske kollegaer og i de landsdækkende medier – derfor arbejder vi videre med forslaget.
Vi håber, at se endnu flere vælgerforeninger til næste år.