24. årgang | nr. 2 | juli 2019

En sikker borgerlig stemme

 

”Blev vi lige fordoblet der?”

Sådan ville de fleste partiledere nok gerne kunne indlede deres tale på en valgaften. Det var jeg så heldig at kunne grundlovsdag, da resultatet fra folketingsvalget var blevet sikkert.
12 mandater havde danskerne givet Det Konservative Folkeparti. Dobbelt så mange som for fire år siden.
Det føltes uvirkeligt, og det gør det sådan set stadigvæk.

Når mere end 230.000 danskere valgte at sætte kryds ved vores parti, fylder det mig med stolthed, men selvfølgelig også med taknemmelighed. For når et parti oplever den største fremgang i 35 år, er det selvfølgelig ikke kommet af sig selv.

Det skyldes det store hold af kandidater, frivillige, KU’ere og ansatte, der alle har arbejdet benhårdt for at skabe fremgang til vores parti. Dét gør mig stolt. Vores kandidater har fortalt om konservativ politik, hver gang de har fået mulighed for det. Vores frivillige har bakket op og er gået den ekstra meter, der skal til i en valgkamp. Og KU’erne har spredt godt humør rundt om i landet og på de sociale medier.

Jeg er stolt af mit parti, og jeg er fyldt med taknemmelighed. Godt gået!

Men valgkamp handler ikke kun om en stærk kampagne. For når krydset skal sættes, handler det for de meste om politikken og holdningerne. Derfor er jeg også sikker på, at det gode resultat skyldes, at vi har været en sikker borgerlig stemme igennem hele valgkampen. Vi har været tydelige omkring, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Derfor holdt vi fast, imens andre partier var klar til at bruge hele det økonomiske råderum allerede de første dage af valgkampen.

Vi gentog igen og igen, at vi ønsker at prioritere penge til vores sundhedsvæsen, til de socialt udsatte, til vores politi og til vores klima. Og så ønsker vi samtidig at skabe vækst og velstand ved at sænke skatter og afgifter for alle i arbejde og danske virksomheder. Nej, det er måske ikke breaking news, at vi i Det Konservative Folkeparti mener disse ting. Til gengæld er det klassisk borgerlig politik, og det tror jeg, at der har været en masse danskere, der trængte til at høre.

De, der stemmer på os, vil have resultater. De vil have borgerlige stemmer, der arbejder.

Det er også grunden til, at vi fik så godt et valg til Europa-Parlamentet, er mit gæt. Her blev dygtige Pernille Weiss valgt ind, og dermed beholder Danmark repræsentationen og indflydelsen i den vigtige EPP-gruppe. Stor ros til Pernille Weiss for en sikker og saglig kampagne og til resten af kandidaterne, der alle var med til at løfte partiet og sikre os en fortsat stærk stemme i Europa.

De næste år bliver opgaven at leve op til det mandat, som danskerne har givet os. De forventer, at vi er den sikre borgerlige stemme. Et parti, der søger indflydelse og skaber resultater for dig og for Danmark.

Jeg glæder mig!