Det blev et kort møde, da jeg var til finanslovsforhandlinger i oktober. Alle partier bliver altid inviteret til en runde med finansministeren for at fremlægge deres ønsker. Det gjorde vi naturligvis også i år. Men alle i lokalet vidste godt, at regeringen ikke havde til hensigt at lave finanslov med andre end de røde støttepartier.

Jeg fortalte om de konservative ønsker om at holde skatterne nede og prioritere klimakampen, miljøet, politiet, forsvaret og kulturen. Der blev nikket ret uinteresseret, og finansministeren så helst, at mødet blev afsluttet lynhurtigt. Jeg talte dog lidt videre. Pressen ventede udenfor, og det ville virke forkert at gå ud efter 10 minutter.

Til sidst sagde jeg til finansministeren, at han skal vide, at vi altid står til rådighed, hvis Socialdemokraterne ønsker at sætte Enhedslisten uden for indflydelse. Konservative har mandater nok til at skifte Enhedslisten ud. Så hvis regeringen ønsker det, kan den sagtens finde flertal for en stram udlændingepolitik, en grøn og realistisk klimapolitik og en ansvarlig økonomisk politik. Vi er klar til at hjælpe. Det kvitterede finansministeren for. Men om regeringen kommer til at gøre brug af os, ved jeg ikke.

Det blev ikke på årets finanslov. Den blev rød. Ræverød. Det vidste vi fra start. Socialdemokraterne spillede ud med højere skatter på bl.a. firmatelefoner og familieejede virksomheder. Enhedslisten og SF ville have endnu flere skatter. Og selv De Radikale, som, nogen fejlagtigt tror, er garant for en ansvarlig økonomisk politik i rød blok, pressede regeringen for at hæve skatterne endnu mere. I De Radikales finanslovsudspil ville de hæve skatterne med ca. to milliarder kroner mere, end regeringen havde foreslået. Så det tegner ikke godt.

I al ubeskedenhed er Danmarks økonomi i exceptionel topform lige nu. Vores økonomiske politik er lykkedes over al forventning. Væksten har været tårnhøj i de senere år. Inflationen er lav. Betalingsbalancen er i forrygende form, og statsbudgettet er i balance. Men før eller siden rammer lavkonjunkturen os. Og så gælder det om, at vi ikke har skruet udgifterne op på et uholdbart niveau. For det er sværere at skære ned i krisetider, end det er at lade være med øge udgifterne i en højkonjunktur, som vi står i nu.