Danmark er inddelt i fem regioner, og derfor har Det Konservative Folkeparti selvfølgelig også fem spidskandidater til regionsvalget. Her kan du møde de fem kandidater g se, hvad de hver især har valgt som prioriterede områder i valgkampen. Tag fat i din lokale vælgerforening, hvis du vil give en hånd og hjælpe dem med at få et godt valg.
Jeg går til valg for at arbejde for at skaffe borgerne mere tryghed. Alle skal have adgang til en praktiserende læge, og ingen skal vente mere end 15 minutter på ambulancen eller anden akut hjælp. Ventetiderne på udredning og behandling skal ned, og psykiatrien skal være tilgængelig døgnet rundt.
Kapaciteten hos familielægen skal derfor øges ved at tiltrække flere læger, men også ved at belønne de læger, som vil passe flere patienter. På samme måde skal vi have flere praktiserende speciallæger, som billigt og effektivt kan afkorte ventelisterne på områder som blandt andet hud, øre- næse – hals, og øjne.
Jeg går til valg under sloganet ’Patienten før systemet’, og med det mener jeg blandt andet, at vi skal arbejde bedre sammen med kommunerne, som er dem, der kender patienterne bedst.
Regionen skal i langt højere grad arbejde for at sikre bedre tid til patienterne ved at fjerne unødvendigt papirarbejde og registreringer, der forhaler arbejdet i det daglige.
Region Midtjylland skal desuden beskytte Aarhus Universitetshospital mod centralisering af behandlinger i København.
I regionsrådet vil jeg arbejde videre for, at kvaliteten i behandlingen i Region Sjælland bliver bedre. Det gør vi ved, at Region Sjælland sætter fokus på øget inddragelse af patienterne, færre genindlæggelser og gennemførelse af kræftpakker i rette tid.
Jeg arbejder ud fra sloganet ’Det handler om dig’, og mine nøgleord i arbejdet med at udvikle sundheds- og sygehusvæsnet er tryghed, tilgængelighed, faglighed og kvalitet. Vi vil have større lokal indflydelse og mindre central styring, for alt kan ikke skæres over en kam, og vi vil have mulighed for at tilrettelægge kapacitet og behandling efter patienternes behov.
Region Sjælland blev hårdt ramt af finanskrisen, og jeg vil derfor desuden arbejde for, at der kommer flere private arbejdspladser til området.
Når jeg stiller op som spidskandidat til regionsvalget i Syddanmark, bliver det med et opgør med kontrolhysteriet på regionens sygehuse som øverste prioritet. Der skal kort sagt bruges mere tid på de enkelte patienter og mindre tid på papirarbejde.
Jeg arbejder desuden for, at vi skal have et busselskab i Region Syddanmark, der kan binde vores store region bedre sammen, og så vil jeg heller ikke lægge skjul på, at vi generelt har fokus på en generel oprydning efter Carl Holst-perioden.
Min altoverskyggende mærkesag til regionsvalget er, at vi skal have styr på den skandaleramte akuttelefon 1813, og først og fremmest skal vi sikre, at det bliver praktiserende læger, som tager telefonen, når danskerne ringer.
Derudover vil jeg have en kræftbehandling, som man kan stole på. Vi er desværre plagede af alt for lange ventetider, og overskridelse af kræftpakkerne er uacceptabelt.
Jeg arbejder i øvrigt for flere hospicepladser, for danskerne har i deres sidste og sværeste tid krav på ro og i sidste ende til et værdigt farvel.