Alle børn fortjener en god start på livet. Men det kan være svært, hvis mor eller far ikke taler dansk eller har et arbejde. Derfor har børnene en central plads i regeringens ghettoudspil, og for den konservative børne- og socialminister Mai Mercado er børnene den måske vigtigste nøgle til at bryde med parallelsamfundene. Hun mener nemlig, at problemerne for nemt overføres til næste generation:
– Vi kan ikke bare lade stå til, imens forældrenes dårlige danskkundskaber, lange arbejdsløshed eller andre problemer overføres til børnene. De kommende generationer er nøglen til at få opløst parallelsamfundene, og derfor tænker jeg i første omgang børnene som en afgørende vigtig del af den samlede ghettostrategi, siger Mai Mercado til PH.
Bagud på point fra start
Et af de steder, Mai Mercado vil sætte ind, er i børnehaverne. Her vil hun indføre et loft over, hvor mange børn fra et udsat boligområde, der kan gå i hver institution.
– Børn fra socialt belastede områder har brug for at møde børn med andre baggrunde, så de ikke kun oplever et samfund parallelt med vores. Det gør de i vores gode, danske dagtilbud – og jeg tror på, at legekammerater med forskellige baggrunde kan være en vigtig del af integrationen på sigt, understreger ministeren.
Det danske sprog – eller mangel på samme
Har fyldt meget i debatten om ghettoer og parallelsamfund. Ifølge den konservative børne- og socialminister går mors og fars dårlige dansk ofte i arv til børnene, og alt for mange begynder derfor i skole uden at have et alderssvarende sprog. Og Mai Mercado er klar til at tage hårdt fat. Det skal være obligatorisk for forældre i udsatte boligområder at sende deres barn i dagtilbud fra et-årsalderen. Og så skal børnene gennemføre en sprogprøve i børnehaveklassen, der sikrer, at de er sprogligt rustede til 1. klasse.
– Uden dansk er man bagud på point fra start.Det er kun den unge selv, der kan skabe et bedre liv, men vi andre kan og skal hjælpe, og det kan vi gøre ved at styrke forudsætningerne allerede i barndommen, siger Mai Mercado.
Modet til at blande sig
Udspillet styrker desuden tidlig opsporing af udsatte børn, så man får bedre muligheder i det forebyggende arbejde, før problemerne bliver alt for alvorlige. Her har socialministeren mødt kritik af folk, der mener, at tiltagene blander sig for meget i borgernes liv. Mercado forstår kritikken, men hun påpeger samtidig, at dele af indvendingerne også bygger på misforståelser og overdrivelser i forhold til udspillets indhold. Og så står hun fast på, at man nogle gange godt må blande sig:
– Vi svigter disse børn, hvis vi ikke viser mod og gør en massiv indsats. Vi skal ikke stå med dobbelt så store parallelsamfund om 20 år, fordi vi var for bange for at blande os.
Deltage selv i opdragelsesdebatten på dette link.