23. årgang | nr. 1 | april 2018

Nye skattelettelser

Den nye skatteaftale giver skattelettelser til danskere i arbejde.

Efter langstrakte forhandlinger kunne regeringen i det nye år præsentere en aftale, der i alt giver skattelettelser for fem milliarder kroner hvert år. Hovedelementerne i skatteaftalen er et nyt jobfradrag til danskere i arbejde og et nyt fradrag på pensionsindbetalinger. For skatteordfører Anders Johansson betyder skatteaftalen dog ikke, at det er tid til at glemme kampen for lavere skat for en tid –tværtimod:

– For os er det resultaterne, der tæller. Hver gang vi sænker skatten, er vi gået et skridt i den rigtige retning. For mig handler det om, at vi konservative har et særligt ansvar for at sikre, at borgernes penge ender i borgernes lommer – ikke i statskassen. Det er et ansvar, som vi ikke må tage for givet. Derfor kæmper vi videre for lavere skatter, siger skatteordfører Anders Johansson.

Selvom Det Konservative Folkepartis visioner er større end aftalen, så er resultaterne alligevel mærkbare, mener Anders Johansson. Eksempelvis kan en HK’er på mindsteløn se frem til en skattelettelse på 1.800 kroner om året.

K har større ambitioner
Aftalen giver også danskerne mulighed for at få et fradrag på deres pensionsindbetalinger op til 70.000 kroner. Dermed gør regeringen op med det såkaldte ’samspilsproblem’, der betyder, at det for mange ikke kan betale sig at spare op til alderdommen. Ifølge finansordfører Rasmus Jarlov er det alt i alt to vigtige konservative resultater, som er med til at skabe en forskel. Men han slår samtidig fast, at selvom aftalen er god, så er partiets position på skatteområdet klar og tydelig:

– Stod det til os, så sænkede vi skatten endnu mere. For vi er et parti med ambitioner. Men ser vi tilbage på aftalen, så står vi med et resultat, hvor staten får mindre, og borgerne får mere. Det siger vi selvfølgelig ja til. Vi stod samtidig med en bunden opgave i at få løst samspilsproblemet. For selvfølgelig skal det betale sig at spare op til pension. Det siger sig selv. Derfor giver vi nu et fradrag målrettet pensionsindbetalinger, afslutter finansordfører Rasmus Jarlov.

Del via:

Lavere skat på arbejde:
Blandt andet igennem et nyt jobfradrag på op til 2.500 kroner.

Lavere skat på pensionsindbetalinger:
Du kan nu få et pensionsfradrag på op til 70.000 kroner på
dine pensionsindbetalinger.

Del via:
Del via: