23. årgang | nr. 4 | dec 2018

Del via:

Naser Khader til flagdag som ny forsvarsordfører

Der var stille på den brostensbelagte plads ved Kastellet i København. Solen skinnede, mens tre rækker af soldater, der netop var vendt hjem fra missioner rundt om i verden, så lige frem på Naser Khader.

”Ærede soldater. Velkommen hjem. Da jeg blev bedt om at holde tale for jer i dag, blev jeg meget glad,” indledte han sin tale.

Det var den 5. september – officiel flagdag for Danmarks udsendte. Her holdt Naser Khader sin første officielle tale som forsvarsordfører og formand for forsvarsudvalget, efter han overtog posten, da Rasmus Jarlov blev erhvervsminister.

”Jeg ved om nogen, hvad krig og ustabilitet koster. Min familie i Syrien har betalt en meget høj pris. Vore soldater er langt fra deres familier i ukendte og ofte farlige omgivelser. Det er hårdt, og derfor er det vigtigt, at vi minder dem om, at deres arbejde er højt værdsat,” fortæller Naser Khader.

70 år siden de første drog af sted
Flagdagen blev første gang afholdt i 2008, og derfor fyldte dagen for første gang rundt i år. De seneste 10 år er flaget blevet hejst, og rundt om i landet har der hvert år været taler, optog og andre arrangementer til ære for de danske veteraner.

”Flagdagen er en vigtig mærkedag, som vi skal holde fast i. Når vi hejser Dannebrog og marcherer gennem gaderne for de udsendtes skyld, så kan de se, at vi påskønner det, de har været ude og lave. Det tror jeg på betyder meget,” fortæller Naser Khader.

Foruden at være 10-året for flagdagen, markerer 2018 også 70-året for, hvornår Danmark for første gang bidrog med soldater på internationale missioner. Ifølge FN har 50.000 danske soldater været udsendt på mission siden 1948.

I dag har Danmark fortsat soldater udsendt i blandt andet Afghanistan, Irak, Kosovo og Estland.