Det lå ikke i kortene, at Ali i bedste sendetid på landsdækkende tv skulle debattere
ghettoudspil – i hvert fald ikke som politiker. Ali har altid set sig selv som en fagperson – en socialrådgiver, der arbejdede med sociale indsatser som et håndværk. Ikke som en politiker. Men pludselig stod han i et tv-studie midt i DR Byen. Noget havde ændret sig.

– Det skete for et lille års tid siden, hvor jeg simpelthen fik nok. Jeg tænkte, at nu bliver jeg nødt til at råbe op – for hvis jeg ikke gør det, hvem gør så? Jeg mener, at en stemme som min mangler i debatten. Alt for længe har vi, ensidigt, måtte høre på meningsdannere og venstrefløjspolitikere, der påstår, at det er os, naboen, samfundet og borgerlige, der er skyld i ghettodannelser og parallelsamfund. Jeg fik nok. Min historie findes mange steder, og jeg synes, den fortjener en stemme i debatten, fortæller Ali Aminali.

Ali er født i Iran, og da han var fem år, flygtede hans familie fra regimet. Da familien kom til Danmark, kunne de hverken tale det danske sprog eller forstå kulturen. Men det ændrede sig. Og ifølge Ali kan det hovedsaligt tilskrives én ting:

– Da vi kom til Danmark, blev vi placeret i et ganske almindeligt kvarter i nærheden af Helsingør. Vi skulle bidrage, vi blev mødt med forventninger, og vi blev opfattet som en del af samfundet – og derfor gjaldt de samme krav for os som for alle andre. Mine forældre skulle arbejde. Selvfølgelig. Min søster skulle i børnehave, og jeg skulle i skole og i fritidsklub. Vi blev ikke mødt af særhensyn, fortæller Ali Aminali.

Et arbejde integrerer
Ifølge Ali er der ingen tvivl om, at vejen til integration er gennem beskæftigelse. Forældrene får en hverdag med danskere på arbejdspladsen. Og børnene bliver en del af de sociale aktiviteter, der foregår efter skoletid, fordi forældrene er på arbejde og derfor ikke har tid til at hive børnene hjem direkte efter skole. Ali er overbevist om, at det nye ghettoudspil tilfører redskaber, så vi kan blive bedre til at sige nej, stå imod og ikke nødvendigvis give nytilkomne et kulturelt skjold af beskyttelse.

– Hvis vi udelukkende møder nytilkomne, hvor de er, hvordan skulle de så nogensinde lære, hvor vi er? Nu vender vi bøtten, og det, synes jeg, er godt, afslutter Ali Aminali.