26. årgang | nr. 3 | oktober 2021
Tidligere udgaver  Læs dette nummer som PDF

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Velfærdsiværksætterens opsang: Der er alt for få friplejehjem

 
Et stenkast fra Græsted i naturskønne Nordsjælland ligger en lille perle omgivet af marker og skov. På stedet lå i mange år et snedkerværksted, men da det ophørte, stod bygningerne tomme. Lige indtil May Bjerre Eiby fik idéen til at lave sit eget plejehjem med egne regler og måder at gøre tingene på.

”Jeg skabte det, fordi jeg igennem nogle år som sygeplejerske i det offentlige system havde savnet et fokus på omsorgen for syge ældre. Oveni blev min far syg med demens og flyttede på et plejehjem, hvor han sygnede hen på få måneder. Der var mangel på opmærksomhed, aktiviteter, omsorg og utilstrækkelig basal pleje,” siger hun.

Efter selv at have arbejdet i den kommunale ældresektor begyndte May Bjerre Eiby derfor i en alder af 28 år at lave sit eget sted, der skulle komme til at hedde Dagmarsminde. Men først ventede der en lang og sej kamp mod firkantede regler og et system, som bestemt ikke er fordelagtigt for private tilbud.

Derfor var det først syv år efter, idéen startede, at May Bjerre Eiby endelig kunne slå dørene op til sin egen omsorgsoase. Resultatet blev et lokalt friplejehjem, som hun har vundet såvel Det Konservative Folkepartis samfundspris som Berlingskes borgerlige debatpris for.

Her bliver de ældre behandlet med omsorg, menneskelig kontakt og fysisk aktivitet i stedet for sløvende medicin. Faktisk reduceres beboernes medicinforbrug så meget, at de på Dagmarsminde i gennemsnit får under et præparat dagligt. Til sammenligning er landsgennemsnittet otte præparater dagligt.

I dag huser Dagmarsminde en håndfuld geder, nogle kaniner, en hel del højlydte høns, en kælehund og så selvfølgelig de 11 demensramte beboere.

Beboerne kan frit bevæge sig rundt i urtehaven, de kan kæle med dyrene, tage en lur i fællesstuen eller nyde en bog på plejehjemmets bibliotek. Som regel deler de ældre dog dagen med de andre beboere og personalet, som dedikerer fuld opmærksomhed til de ældre.

Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Fraråder at starte op
Hver dag er sat i skema fra morgen til aften, så beboerne føler sig trygge i omgivelserne, men de nyder samtidig også stor frihed på plejehjemmet. Netop det med tryghed og frihed er helt centrale elementer på Dagmarsminde.

”Vi kalder os en omsorgsoase, og beboerne får al den kærlighed, som de har brug for. Og det virker, kan man tydeligt mærke på beboerne, men også for de ansatte, som nyder at gå på job og se, at de ældre trives,” siger Eiby.

Faktisk virker det så godt, at nogle beboere går fra kørestol til egne ben i løbet af perioden på Dagmarsminde, mens andre begynder at kunne tale og grine igen. Men selvom beboerne nyder tilværelsen, har May Bjerre Eiby flere gange frarådet andre, der ville gøre som hende selv, at starte deres eget plejehjem.

”Det virker jo helt paradoksalt, men hele arbejdet med at få et friplejehjem stablet på benene er simpelthen så besværligt. Det er præget af umenneskeligt meget bureaukrati og et system, der jo nærmest ikke kan blive mere firkantet,” siger May Bjerre Eiby.

Hun kritiserer især de mange strømlinede kommunale institutioner i ældreplejen. For selvom friplejehjem ofte har glade beboere, er der i dag hele 57 kommuner, som ikke har private tilbud til ældre. Det får May Bjerre Eiby til at råbe kommunalbestyrelserne op.

”Der er noget helt galt med ældreplejen. Mange offentlige plejehjem er som en fabrik, hvor man ’bare’ parkerer de ældre og tænker, at de sikkert har det okay,” siger May Bjerre Eiby, og fortsætter:

”Systemet har gjort det besværligt og til tider næsten umuligt at være privat velfærdsiværksætter. Det kan næsten ikke betale sig at starte sit eget sted, fordi systemet er lavet til en offentlig ældrepleje,” siger hun.

Lad ældre vælge selv
Konsekvensen af det firkantede system er ifølge Eiby, at den offentlige sektor i mange tilfælde opfører sig formynderisk over for de ældre. Men bare fordi man bliver ældre, holder man ikke op med gerne at ville træffe sine egne valg, slår hun fast. Alligevel halter det med ældres selvbestemmelse, lyder det fra plejehjemslederen. 

”Ældre i Danmark får tildelt et plejehjem, og det bliver bestemt fra det offentliges side. Derfor modtager de offentlige plejehjem beboere uden at gøre noget, og så har de heller ingen grund til at forbedre sig,” siger hun.

At styrke det frie valg ville derfor være nøglen til en bedre ældrepleje, for så ville de ældre selv kunne vælge, hvor deres penge skulle bruges, mener May Bjerre Eiby. Hun ville selv kæmpe for at bryde det offentlige monopol på at drive plejehjem i mange kommuner, hvis hun sad i byrådet.

”Hvis man som kommunalpolitiker gik ind for, at hver borger selv kunne vælge, så ville jeg absolut bakke op. Det vil skabe røre og bevægelse i hele systemet, for så ville man hver især kæmpe for at få beboerne,” siger hun.

På den måde ville hele ældresektoren løfte sig, mener May Bjerre Eiby. For konkurrence er sundt, og det ville gøre hverdagen langt mere spændende for beboerne, hvis plejehjemmene skulle kæmpe for deres beboere i modsætning til nu, påpeger hun.  

Derudover vil øget konkurrence også medføre en højere specialisering og ekspertise på det enkelte sted, hvilket der er stærkt brug for, understreger May Bjerre Eiby.

Respekt til det sidste
Ikke bare ville flere friplejehjem og øget konkurrence give ældre mere nærvær og omsorg. Selvom hun er imod kun at gøre ældrepleje op i penge, ville det også være en bedre forretning for samfundet at give plads til, at flere friplejehjem kunne skyde op rundt om i kommunerne, forklarer May Bjerre Eiby.

For når beboerne har det godt, så undgår de eksempelvis at blive indlagt, forklarer plejehjemslederen. Hvor man på normale plejehjem ofte ser indlæggelser blandt beboerne, er sagen en anden på Dagmarsminde, og det betaler sig for det offentlige. Mai Bjerre Eiby stiller det økonomiske regnestykke op:

”Vi har kun haft tre indlæggelser de sidste tre år. En indlæggelse koster et sted mellem 10.000 og 15.000 kroner i døgnet, mens en plejehjemsplads omvendt koster ca. 2.000 kroner om måneden. Vi kunne spare millioner af kroner på indlæggelser og genindlæggelser, hvis vi gav ældreplejen et løft og satte den enkelte beboer først,” siger hun.

Og det er netop, hvad May Bjerre Eibys mission går ud på. At bekæmpe kontrolregimet og velfærdsstatens måde at hengemme ældre borgere på. I stedet vil hun vise en privat til omsorg og velfærd for den enkelte beboer.

”Vi bliver nødt til at se ældre som individer, der ligesom alle andre har forskellige personligheder og behov. Det er mennesker af kød og blod, som fortjener nogle gode år i den sidste del af deres liv. De er forældre, bedsteforældre eller venner til nogen. Og de fortjener respekt helt til det sidste,” siger hun.