22. årgang | nr. 4 (online) | december 2017

Konservative borgmestre efter kommunalvalget 2017

Af Frederik Hilstrøm
Jørgen Glenthøj
Frederiksberg
På Frederiksberg var der lagt op til en valggyser – og det må man sige, at det blev. Den konservative højborg gennem 108 år var af adskillige medier spået et nyt, rødt styre. Men sådan skulle det ikke blive. Aftenen igennem bølgede det frem og tilbage mellem rødt og blåt flertal, men til sidst lå resultatet fast: Med en fremgang til Det Konservative Folkeparti genvandt Jørgen Glenthøj, med støtte fra de øvrige blå partier, magten på Frederiksberg – og det med en margen på blot 168 stemmer! Tillykke til Frederiksbergs konservative.
Benedikte Kiær
Helsingør
I Helsingør blev valget også tæt. For selvom Det Konservative Folkeparti blev kommunens største parti og fik et super valg, gik Socialdemokratiet også frem – og det lignede længe, at borgmesterposten i Helsingør var tabt til et rødt flertal. Men erfarne Benedikte Kiær formåede altså alligevel at kæmpe sig tilbage og samle det meste af byrådet i en bred konstitueringsaftale, der udgør 21 ud af byrådets 25 mandater, med sig selv i spidsen. Tillykke til Helsingørs konservative.
Morten Slotved
Hørsholm
Borgmesteren i Hørsholm kommune hedder fortsat Morten Slotved. Det blev klart efter et flot valg, hvor en fremgang på over to procent sikrede Morten Slotved og de andre konservative kandidater over 40 procent af stemmerne. Morten Slotved konstituerede sig bredt med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, som var de to øvrige partier, der oplevede fremgang i Hørsholm. Tillykke til Hørsholms konservative.
Gert Jørgensen
Sorø
I Sorø kommune har Gert Jørgensen sat sig solidt i borgmesterstolen. Som det største borgerlige parti og med cirka en fjerdedel af alle soranernes stemmer, er Det Konservative Folkeparti blevet en væsentlig spiller i den midtsjællandske kommune. Gert Jørgensen konstituerede sig på valgnatten sammen med Venstre og Dansk Folkeparti og kunne dermed mønstre 13 mandater ud af byrådets 25. Tillykke til Sorøs konservative.
Hans Toft
Gentofte
Hvis der var spænding på Frederiksberg, gjorde det modsatte sig nok gældende i Gentofte. Den siddende borgmester Hans Toft og resten af den konservative gruppe udraderede simpelthen alle andre partier og sikrede sig, med en fremgang på 7,9 procent, næsten 60 procent af det samlede antal stemmer. Desuden blev Hans Toft den største konservative stemmesluger med hele 14.926 personlige stemmer. Tillykke til Gentoftes konservative.
Michael Ziegler
Høje-Taastrup
Høje-Taastrup har fået en ny bykonge, og hans navn er Michael Ziegler. Med et suverænt valg, hvor næsten halvdelen af stemmerne tilfaldt Det Konservative Folkeparti og hele 9.111 stemte personligt på Michael Ziegler, sikrede Det Konservative Folkeparti sig det absolutte flertal i kommunen med 12 mandater ud af byrådets 21. Tillykke til Høje-Taastrups konservative.
Sofia Osmani
Lyngby-Taarbæk
Hvis Høje-Taastrup har fået en ny bykonge, så har Lyngby-Taarbæk i den grad fået en ny bydronning. Med en fordobling af sidste valgs mandatantal må man sige, at Sofia Osmani og co. virkelig har opnået stor tillid blandt vælgerne i Lyngby-Taarbæk. Med ti mandater og 36,6% af stemmerne blev Det Konservative Folkeparti med afstand det største parti i kommunen og behøvede blot ét ekstra mandat for at mønstre et flertal. Tillykke til Lyngby-Taarbæks konservative.
Henrik Rasmussen
Vallensbæk
En grøn plet i et rødt hav. Sådan kan den lille vestegnskommune fortsat betegnes efter kommunalvalget 2017. Vallensbæk har siden 1970 haft tre borgmestre – alle tre konservative. Og den nuværende, Henrik Rasmussen, har virkelig formået at løfte den tunge arv efter Poul Hansen og Kurt Hockerup. Med over halvdelen af stemmerne og otte mandater, har Det Konservative Folkeparti nemlig fortsat absolut flertal i det lille byråd. Tillykke til Vallensbæks konservative.

Tryghedsministerens Jul

Politisk Horisont mødte Søren Pape i hjemmet i Viborg til en snak om juletraditioner, det famøse julepoliti og brunede kartofler…

Regionrådsvalget: Det oversete valg?

Kommunalvalget løber altid med overskrifterne, men valget til regionerne er hamrende vigtigt – og flere steder gik det faktisk ganske godt for de konservative kandidater.

Julestemning på Christiansborg

Se billederne fra det årlige julearrangement på Christiansborg, hvor julemanden i år var ingen ringere end Søren Pape. Han er næsten ikke til at genkende…

Hårdt arbejde betaler sig

Mød Christoffer Buster Reinhardt – en af de 15 konservative profiler, der skal knokle for konservative aftryk i regionerne de næste fire år.