Søren Papes grundlovstale 2020

*** Det talte ord gælder ***

Jeg står her og føler mig som Pape alene i verden.

For normalt betyder grundlovsdag taler under åben himmel, hundredvis af glade mennesker med vattæpper, picnic-kurve og grillpølser.

Og lige nu er der langt til både den nærmeste grillede pølse og de nærmeste mennesker.

Nu er vi sammen hver for sig. Også kendt som: Ikke rigtigt sammen. Jeg har det i hvert fald som 80’er-hittet fra One Two: ”Den bedste tid er sammen med dig”.

Den bedste tid er ikke isolation, værnemidler og overlevelse på hjælpepakker. Det er en hård tid.

Vi har oplevet – og oplever til dels stadig – en nødvendig hård tid. Men langt fra den bedste tid. Og når folk fortæller mig, at vi skal vænne os til en helt anderledes fremtid for Danmark, er jeg simpelthen ikke enig.

Vi skal arbejde for at vende tilbage til det Danmark, vi husker. Så hurtigt som det overhovedet er sundhedsmæssigt forsvarligt.

For det Danmark, vi har skabt, er der ikke noget galt med. Vi er et omsorgsfuldt folkefærd, der ønsker naboen en tryg dagligdag og et arbejde at stå op til.

Vi har bygget et vidunderligt land på en fantastisk grundlov. Som beskytter alle borgere. Trækker grænser. Indstifter retfærdighed. Giver os en ånd at bygge videre på.

Derfor skal grundlovsdag fejres! Den er friheden, demokratiet og vores fælles historie.

***

Grundloven gav os en række af de frihedsrettigheder, som i dag stadig udgør kernen i vores frie og trygge demokrati.

Det gik relativt roligt for sig, da vi fik vores grundlov. Det blev klaret i fordragelighed, uden vold, og at uden at nogen skulle trækkes ydmygede og udpinte gennem gaderne.

Det er typisk dansk. Og det er godt. Men selvom alt foregik fredeligt, skal man aldrig glemme, hvor grundlæggende forandringer i enhver danskers liv grundloven betød. Og stadig betyder.

Grundloven gav os blandt andet religionsfriheden, forbuddet mod vilkårlig fængsling, ejendomsretten og boligens ukrænkelighed og ikke mindst trykkefriheden, foreningsfriheden, forsamlingsfriheden.

***

Med COVID-19 fik vi så forsamlingsforbuddet.

Men det gik også stille for sig, da statsministeren sagde, at vi maksimalt må samles 10 personer.

Der var ingen store demonstrationer eller hævede høtyve. Selvom den melding alt andet lige er et markant indgreb i vores frihed.

Hvordan kan det være?

Fordi vi vidste, vi stod midt i en sundhedskrise.

Fordi vi vidste, at det personlige ansvar var afgørende.

Og fordi vi troede, at det var sundhedsmyndighedernes anbefaling, som statsministeren henviste til, da hun sagde, at nedlukningen skete på baggrund af anbefalinger fra myndighederne.

Jeg vil ikke bruge grundlovsdag på at dvæle ved, i hvilket omfang vi blev ført bag lyset med den formulering. Eller hvad prisen har været ved at gå længere end sundhedsmyndighederne anbefalede. Der kommer en dag, når vi er fri af coronakrisen, hvor det naturligvis bliver belyst sammen med hele håndteringen. Det er kun naturligt, at vi skal lære af alt dette, og vide hvad der skal ske en anden gang.

Sådan er det i et demokrati, hvor vi er fælles om at bestemme. Sådan er det, når vi som land har stået noget hårdt igennem, bragt ofre og været i kriseberedskab. Så gør vi status bagefter. Det løfter niveauet af den demokratiske samtale.

Det er ikke staten, der har holdt afstand for dig. Eller afsprittet dine hænder. Det har du selv.

Det personlige ansvar har vist sin værdi under coronakrisen. Det er blevet kaldt samfundssind. Det, synes jeg, er et flot ord. For det viser både værdien i at tænke på andre end sig selv – og at ens egen opførsel er afgørende. Det er ens sind, der er afgørende. Og vi danskere har haft hinandens tryghed og sikkerhed på sinde.

Vi har tilsidesat vores behov i tillid til, at vi har hjulpet vores naboer. Og i tryg forvisning om, at vi får alle vores rettigheder og vores personlige frihed tilbage. Vi hviler så meget i troen på vores grundlov, at vi kan håndtere en krise, hvor der tages ekstraordinære midler i brug.

Vi kan slet ikke forestille os andet, end at når verden bliver sig selv igen, så kommer friheden også.

Som højskolesangbogen minder os om:

”Frihed er en sikker havn/vend altid kun mod den din stavn/da er du frelst af fare!”

Friheden kommer igen. Det er grundlovsdag kommet for at minde os om.

***

Kort inde i krisen tonede vores dronning ekstraordinært frem på skærmen. Ikke fordi hun skulle, Men fordi hun ville.

På Fredensborg Slot, iklædt bordeaux farver, læsebriller og med al den personlige elegance, man kan forestille sig, sagde vores dronning otte ord, der vil gå over i historien.

”Det synes jeg ikke, man kan være bekendt”. Dronningen var kommet for at minde dem, der havde brug for det, om samfundssindet.

Når vores dronning taler, så lytter vi. Ikke fordi vi skal. Men fordi vi respekterer hende, og det tusindårige monarki, Danmark er.

Generation efter generation er tronen givet videre, og vi kan allerede nu se, at vi har en kronprins, der bliver en fantastisk dygtig konge, når hans tid kommer. Ligesom Dronningens far, Frederik d. 9., var det.

Fra generation til generation overleveres indsigt og forpligtelse. Det er tydeligt. Vi kan være stolte af vores kongehus.

***

Coronavirus er en farlig gæst, som Dronningen udtrykte det. Vi har haft behov for at støve et sprogligt udtryk af, vi helst ikke vil have brug for: Rask smittebærer.

Den enkelte har båret et enormt ansvar i denne krise, hvor særligt én faktor er meget afgørende: Fysisk afstand.

Til gengæld forsøger vi at gøre den menneskelige afstand så kort som muligt. Vi gør det med fællessang, fordi vi har så rig en kulturarv, og sangene vækker følelser i os. Følelser, vi ikke har haft anledning til at mærke længe. Eller følelser, der udtrykker vores savn. Følelser, som ville være svære for mange af få udtrykt.

Det er svært ikke at mærke en smerte, når man tænker på de ældre, der sidder isoleret i deres hjem eller på plejehjem. De har manglet selskab, samtaler og indtryk. Dem, der har været hårdest ramt af isolationen, er dem, vi har hørt mindst til.

Når fru Hansen sidder i sin lænestol på plejehjemmet, så kan dagene være lange. For hende er det livets sidste hjem. Og i en alt for lang periode helt uden besøg fra børn og børnebørn.

Nogle plejehjem har været hårdt ramt af corona – men med de rigtige foranstaltninger, kan man efterhånden mødes gennem plexiglas, håndsprit og afstand, uden der er en væsentlig smitterisiko.

Rammes vi igen af en pandemi, må vi ikke begå den samme fejl igen og tage den sidste livskvalitet fra dem, som i forvejen har det meste af livet bag sig.

***

Andre har størstedelen af livet foran sig. Det gælder de unge, som efter isolation nu igen må komme mere ud.

Andre har desværre mistet dagligdagens formål med at forlade hjemmet hver morgen, fordi de er blevet fyret.

Vi står i en tid, hvor ledigheden er steget og antallet af praktikpladser og nye opslag på JobIndex ikke forventes at buldre derudaf.

Som politikere bærer vi et medansvar for, at I hurtigst muligt kommer tilbage i igen.

For 48.000 mennesker gælder det, at de har fået den tunge fyreseddel, fordi deres arbejdsgivere ikke længere har råd til deres løn. Knap 250.000 danskere er eller har været på lønkompensation, og mange af dem frygter med god grund, at de også bliver fyret, når hjælpepakkerne udløber.

Forudsætningen for en lysere fremtid er, at vi får stimuleret økonomien. Mit forslag er, at vi frigiver feriepengene, laver varige skattelettelser, fokuserer på eksporten og investerer klogt i den grønne omstilling.
Da Folketinget vedtog en ny ferielov, blev godt 100 milliarder af danskernes egne penge indefrosset. Det er penge, som først bliver udbetalt, når vi går på pension.

Vi har brug for de penge nu. Vi har brug for, at danskerne svinger Dankortet. Det kan redde arbejdspladser, hvis vi igen går på restaurant, køber nyt tøj eller tager på en weekendtur med overnatning på hotel.

Desværre kan vi ikke gøre det alene. For 850.000 danskeres job afhænger af eksport. Det er danske produkter, som vi sælger i udlandet og indkasserer profitten for i Danmark. Det er de virksomheder, som har været med til at gøre Danmark rigt.

For selvom der er mange andre varer på hylderne i udlandet, foretrækker mange et dansk produkt. LEGO, Danfoss, Grundfos – og tænk bare på alle de danske fødevarer – listen er lang.

For dem nytter feriepengene ikke noget. Uanset hvor rige vi danskere bliver, får det ikke tyskerne til at købe flere varer. Her må vi hjælpe danske virksomheder med skatte- og afgiftstrykket.

Jeg har derfor foreslået, at vi letter byrderne for vores virksomheder – at vi eksempelvis sænker selskabsskatten for at gøre det mere attraktivt at vælge et dansk produkt.

Det er når et dansk produkt bliver solgt i udlandet, at vi i Danmark bliver rigere.

***

Når jeg ser et rød-hvidt Dannebrog, så tænker jeg på vores fælles historie og det land, vi elsker.

Den følelsen sad de dansksindede også med i det daværende Nordslesvig efter tabet af Sønderjylland i 1864. Men her kunne danskheden ikke altid vises og offentligt dyrkes.

Der blev indført mødeforbud, fængselsstraffe og frataget forældrerettigheder.

Men det virkede ikke. Danskheden kunne ikke holdes nede, og bag nedrullede gardiner blev Dannebrog, kaffe, kage og den danske sang dyrket.

Efter folkeafstemningen, 71 år og ti dage efter vi andre fik grundloven, blev Nordslesvig igen til Sønderjylland.

Jeg kan kun fattigt forestille mig glæden, sønderjyderne må have følt, da Kong Christian 10. den 10. juli 1920 red over den gamle grænse på sin hest.

Her fik sønderjyderne syn for sagen. Deres område var igen dansk.

I år er det 100 år siden, og vi fejrer genforeningen. Vi fejrer den danske kultur, der ikke kunne holdes nede, men vandt frem. Vi fejrer, at vi er én nation og ét fællesskab, som gør os stolte.

I år kan vi glæde os over, at både de tysktalende og de dansktalende i grænseområderne har været med i det, der kan kaldes den mest succesfulde integration i Danmark.

***

I forbindelse med genforeningen blev der udgivet en plakat af tegneren Thor Bøgelund-Jensen, som også i dag passer rigtig fint til, hvad vi glæder os til. På plakaten stod der:

”Nu kommer den favre tid vi vented saa længe.”

Rigtig glædelig grundlovsdag