Det skal være trygt at være gravid

Vores børn er det mest dyrebare, vi overhovedet har. Derfor ønsker vi alle også at give vores børn den bedste start på livet. Vi skal understøtte de kommende og nybagte forældre, der har brug for hjælp, så de kommer godt fra start med deres forældreskab.

En god start på livet starter med, at mor og far har overskud. Moderen skal føle sig tryg i sin graviditet. Derfor er det problematisk, når vi kan læse om presset på landets fødeafdelinger, hvor tiden og ressourcerne ikke rækker.

Det er simpelthen ikke godt nok. Det Konservative Folkeparti vil tilføre fødeafdelingerne 244 ekstra jordemødre. Det er det antal, som Jordemoderforeningen selv vurderer, der er brug for. Regeringen har kun leveret halvdelen i sin sundhedsaftale.
Derudover foreslår vi, at der oprettes en såkaldt ’ammebulance’, der er en udkørende service for dem, der har problemer med amning – ligesom vi foreslår, at der oprettes en video- og telefonlinje for dem, der foretrækker det.

Det Konservative Folkeparti ønsker et sundhedsvæsen, hvor det er patientens behov, der er i fokus. Hvor vi tager den nødvendige tid og tilbyder den tiltrængte omsorg for nybagte forældre og deres nyfødte.