FINANSLOVSUDSPIL 2019: En god start på livet

 

Alle børn og unge skal have en god opvækst.

Forskningen viser, at et barns første 1000 dage er afgørende for dets videre udvikling og trivsel. Det er i de første spæde år, at grundlæggende kognitive, sociale og adfærdsmæssige kompetencer udvikles. Vi skal sikre børnene de bedste muligheder senere i livet, så de har det bedste udgangspunkt for at realisere deres fulde potentiale.

Desværre er der børn i socialt udsatte positioner, som kommer sværere fra start. I dag er der en forskel på op til to år i børns sociale, sproglige og tidlige matematiske kompetencer allerede i 3-års alderen og ved skolestart. Derfor ønsker Det Konservative Folkeparti at prioritere en del af satspuljen til at styrke indsatser for socialt udsatte børn og unge. I alt afsætter vi 1 milliard kroner til børne- og socialområdet over de næste fire år.

  • Dagtilbud af høj kvalitet

En del af pengene skal blandt andet bruges til at ansætte 460 nye pædagoger til dagtilbud med mange 0-2-årige børn fra sårbare familier. Derudover skal over 3.500 pædagoger og dagplejere efteruddannes med fokus på sårbare børns første 1000 dage.

  • En stærkere sundhedspleje

Derudover afsætter vi flere ressourcer til sundhedsplejen, så udsatte familier kan få flere besøg.

  • Tættere samarbejde mellem familier og dagtilbud

Det er i hjemmet familierne sætter rammerne for børnenes udvikling. Derfor vil vi styrke indsatsen hos familierne, herunder med screening, dialog og vejledning til forældrene i forhold til blandt andet dagtilbud og sund kost.

Partiets presseafdeling kan kontaktes på 70 70 28 21.