Idrætten er et omdrejningspunkt for vores fælles dannelse og danske kultur. Mere end hver tredje dansker er medlem og over en halv million danskere er frivillige i en idrætsforening. Det er en folkelig bevægelse med dybe rødder, og som fortsat skal udgøre grundstenen i det danske samfund. Vi skal udvikle idrætslivet og udnytte de fordele, der er ved at dyrke idræt gennem et langt liv. Det er investering i vores alle sammens velbefindende og sundhed til gavn for hele Danmark.
I Det Konservative Folkeparti ønsker vi at inspirere flere danskere til at dyrke idræt. I overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelser; når man starter på en videregående uddannelse; starter job; stifter familie eller går på pension. Hele livet.
Når vi holder kroppen i gang og er fysisk aktive, fører det en lang række fordele med sig. Vi deltager i fællesskaber, har det sjovt, og vi undgår livstilssygdomme.