Frihed, demokrati og sikkerhed er ingen selvfølge. Viljen og evnen til at forsvare vort lands suverænitet og den demokratiske styreform vil altid være central. Som led heri skal Danmark deltage aktivt i det internationale samarbejde.
NATO-samarbejdet er kernen i den militære del af vores internationale engagement. NATO opretholder desuden det transatlantiske engagement, der er helt afgørende for Danmarks sikkerhed.
Det er også i klar dansk interesse at arbejde for maksimal indflydelse i EU. Danmark er på linje med andre mindre lande afhængig af, hvordan det går i verden omkring os, og et velfungerende og samarbejdende EU er en forudsætning for, at vi kan skabe vækst, job, sikkerhed og velstand i Europa og Danmark.